TYREFÆGTNING TYREFÆGTNING ER POPULÆRT SOM ALDRIG FØR I SPANIEN






Tyrefægtning: Tyrefægtning er populært som aldrig før i Spanien



Tyrefægtning: Tyrefægtning er populært som aldrig før i Spanien. Og man forstår hvorfor, når 561 kilo dræbermaskine og ren naturkraft tæmmes på smukkeste vis og minder os om vores evige kamp for at kontrollere naturen.

Tragediens genfødsel

Af Jeppe Matzen og Kasper Kloch, Málaga

Den røde port til arenaens gullig sand åbnes og en sort kamptyr kommer brusende. 561 kilo muskler og horn, indstillet på drab, er sluppet løs. Straks øjner tyren en lyslilla kappe og jagten sætter ind. Fra lægterne på Málagas tyrefægterarena, en stenkonstruktion i maurisk stil som afsluttes med to balkoner i udskåret træ, ser femtentusinde tilskuere forventningsfulde til. Dem, der er på solsiden i livet sidder i skyggen, de andre må nøjes med solens hede og 35 grader. Men alle er de her. Fædre med børn, kvinder med blomst i håret og vifte i hånd, unge mænd, og gamlinge, der pulser løs på tobakken. Er tyren mon modig og kampivrig nok til at give matadoren modspil? Er det en toro bravo?

Alt tyder på det. Tyren har ivrigt jagtet fra rundt efter banderilleroernes kapper, og står nu og stirrer olmt ind i øjnene på to af dens modstandere, der har gemt sig bag barrieren. Så lyder fanfaren og to picadorer kommer ind og tager opstilling i hver side af arenaen. Tyren ser fra kappe til hest og picador og sætter angrebet ind. Den støder dybt i hesten, får picadorens lanse i nakken, men forsætter og skubber hesten seks meter hen langs med barrieren. Der klappes af tyren på lægterne.

Drabet

Næste akt er banderilleroernes. Tre i træk sætter de deres aflange banderiller i nakken på tyren. Så lyder fanfaren igen. Matadoren træder frem med kårde og ildrød muleta. Nu kan højdepunktet i ritualet udspille sig. Med mod, kløgt og ekvilibrisme skal matadoren demonstrere menneskets evne til kontrollere naturens urkraft. Ved at få tyren til at jagte muletaen tæt forbi sin ubeskyttede krop i sammenhængende passager vil han kunne henrykke folket.

Matadoren, der er aftenens tredje, er en publikumsyndling. Cayetano Rivera Ordóñez er navnet, og det vækker genlyd i tyrefægtningskredse i Spanien. I 1984, da Cayetano var syv år gammel, blev hans far, den legendariske matador Paquirri, dræbt i arenaen i Pozoblanco. Hans morfar var den stjerneombruste tyrefægter Antonio Ordóñez og dennes svoger var Luís Miguel Dominguíin, som fyldte de spanske arenaer i Franco-tidens 1950’ere.

Mindet om faderens, Paquirris, dramatiske død kastede lange skygger over Cayetanos opvækst, og moderen gjorde alt, hvad hun kunne for at sønnen ikke skulle gå i familiens fodspor. Til hendes store glæde søgte Cayetano det søde liv i Schweiz og USA, og havde ingen intentioner om at gå tyrefægtervejen. Men pludselig, da han var 28 år gammel, kom trangen. Cayetano droppede ud af universitetet i Los Angeles, hvor han studerede filmhistorie, og vendte tilbage til Spanien for at gå i lære som tyrefægter.

Allerede to år efter kunne Cayetano modtage den officielle indvielse som matador de toros – det højeste trin på karrierestigen for en tyrefægter. Kombinationen af et enestående talent, dedikation og en jernhård disciplin gjorde det muligt for ham at træde ind i den absolutte elite på rekordtid.

Værdigt stiller Cayetano sig midt i ringen, hilser på folket på lægterne og bukker ydmygt op mod præsidenten i sin loge. Så begynder dødslegen. Tyren er villig og aggressiv. Den reagerer på Cayetanos muleta, og jager kappen rundt i en serie pases. ”Olé, Olé, Olé”, lyder det fra lægterne hver gang Cayetano fører tyren tæt forbi sin krop. Cayetano fører klædet fremad forbi sin krop og op i vejret. Den såkaldte remate, som får tyren til at løfte hovedet, så den kan mærke de stød picadorerne har sat i, får den som planlagt til at stoppe sin jagt. ”Música”, råber en ældre herre , og orkestret sætter ind med en pasodoble. Cayetano stiller sig midt i ringen, skyder hoften frem, læner sig bagover, løfter hagen og modtager folkets hyldest.

Så lokker han igen med muletaen. Langsomt køres den over jorden, og tyren sætter ind. Pase på pase, Olé på Olé, mens musikken spiller. Cayetanos dybe, indfølte, nærmest mystiske stil får tiden til at stå stille. Tyr og matador smelter sammen til en enhed. Det gibber i den unge middelhavsblonde kvinde med den fine let krogede næse og hvid blomst i håret, som sidder to pladser længere henne af lægten. Hendes læber går en anelse fra hinanden, mens vejret holdes inde, brystet spændes og musklerne træder frem på hendes spinkle hals. Viften kører på højtryk. Så sænker stilheden sig. Cayetano skifter muleta og attrapkården. Dræberkården tages frem og holdes vandret i luften foran tyren. Så lokker Cayetano med muletaen og tyren løber imod ham. Matadoren springer frem over tyren med brystet blottet, og sætter sin kårde i tyrens nakken. Men kun overfladisk, og snart falder den af. Nyt forsøg, kården sidder fast, men går ikke helt ned. Den hentes ud af banderilleroen. Nyt forsøg med samme resultat. Fjerde gang sker det. Kården rammer femkronen mellem skulderbladene og glider ned som i smør.

Savlet skyller ud af tyrens mund. Tungen hænger ud og dingler fra side til side. Tyren holder sig på benene med kården i sit indre i 20 sekunder. Nu svigter benene, og tyren segner, men Cayetano ved, han har fejlet. På trods af sine smukke pases har han mistet alt foran folkets domstol på lægterne. Publikum accepterer ikke unødig lidelse for tyren. Der viftes ikke med hvide tørklæder, som tegn på at præsident skal tildele matadoren tyrens øre for en smuk præstation. Men da tyren trækkes ud af arenaen af et trespand i galop klappes der i respekt. Det var en toro bravo.

Genfødsel

Spanien er i disse år vidne til et paradoks. Mens modstanden mod tyrefægtningen aldrig har været mere massiv, har dens popularitet nået nye hidtil usete højder. Tallene taler for sig selv. I 1920’erne blev der afholdt cirka 250 årlige tyrefægtninger i Spanien. I 1970’erne lå tallet på omkring 600, og i dag nærmer det sig 1000. Tyrefægtning er blevet big business. La fiesta brava er en kæmpe industri, som hvert år omsætter for 3,2 milliarder danske kroner ifølge de seneste tal fra UNETE, tyrefægtningsindustriens centralorganisation.

I Málaga afholdes i forbindelse med den årlige byfest 12 corridas eller tyrefægtninger. De fleste aftener har arenaen været fyldt til sidste plads. På trods af den økonomiske krise, er der i år solgt flere abonos – billet til samtlige corridas– end nogensinde før.

Antonio Montilla, som er tyrefægtningsskribent for avisen Diario Sur, giver sit bud på tyrefægtningens genfødsel.

”Tyrefægtning er det sidste store ritual, der er tilbage i den vestlige verden. Det basale møde mellem mand og tyr, de liturgiske elementer, højtideligheden, det ceremonielle, opofrelsen og den iscenesatte død. Det er en metafor for menneskets tidligste kamp mod naturkræfterne, og det reducerer vores komplekse virkelighed til et simpelt spørgsmål om liv eller død. Det er noget alle kan relatere til, men som vi sjældent bliver konfronteret med nu til dags”.

Rituelle konfrontationer mellem menneske og tyr har rødder tilbage i Minoisk tid (2700-1400 f. Kr.), men tyrefægtning i sin nuværende form er af relativt nyere dato. Først i det 18. og 19. århundrede udvikledes den la corrida, som vi kender i dag. Men selvom tyrefægtning i dag har undergået adskillige transformationer, er kernen i ritualet stadig den samme.

I de seneste 10 år har billedet af den typiske tilskuer ændret sig. I en lang periode efter Francos død bestod publikum primært af ældre mænd med politiske standpunkter til højre for midten. De progressive repræsentanter for det nye Spanien tog afstand fra tyrefægtningen, som i deres optik symboliserede det gamle, reaktionære samfund, der skulle gøres op med. Denne opdeling er ikke længere så markant. Det er igen blevet legitimt at gå til tyrefægtning. De ældre aficionados på de spanske arenaer har fået selskab af en lang række andre grupper. Forældre med børn, moderigtige unge, midaldrende ægtepar, og ikke mindst de, som i Spanien går under navnet la beautiful people - skuespillere, musikere, politikere, sportsstjerner og celebrities. De store kampe eller corridas er stedet, hvor man ser og bliver set.

Tyrefægtning er i høj grad blevet en del af den moderne medievirkelighed. Antonio Montilla beskriver, hvordan en række tyrefægtere de senere år er kommet frem i første række i det sociale og kulturelle liv:

”Siden midten af 1990’erne har vi set, hvordan tyrefægtere i højere og højere grad er blevet mediepersonligheder. Ugeblade, aviser og TV følger med i deres privatliv, og de bliver dermed en integreret del af det kulturelle landkort. Samtidig er der tætte bånd mellem tyrefægtere og en lang række intellektuelle, kunstnere og musikere.”

Den største stjerne i de spanske arenaer for tiden er den nærmest mytisk tilbedte Jose Tomás. For nylig blev to billetter til en af hans kampe i Barcelona handlet til svimlende 22.500 kroner stykket – mange gange mere end de dyreste videresalg af billetter til Champions League-finalen eller den nylige U2-koncert.

Viva España

Tyrefægtning har med dens iscenesatte ubarmhjertige æstetik og ceremonielle død til stadighed vakt lidenskab, sat sindene i kog og delt dem i to. I 1567 udstede den dybt religiøs og asketiske Pave Pius V et forbud mod tyrefægtningen, som dog senere blev ophævet. Mere held havde paven med sin fromhed og puritanisme, da hans forbud mod prostitution i Rom resulterede i at flere af de lavest rangerende glædespiger blev kastet i Tiberen eller simpelthen sultede ihjel. I vore dage er kravet om et centralistisk angreb på det hedenske ritual senest lanceret i 2007, hvor Gitte Seeberg sammen med tre andre parlamentsmedlemmer anmodede kommissionen om at et forbud i EU. Den lokale opbakning i Spanien er modstanden stærkest i Catalonien, hvor en blanding af anti-Castillianisme, selvbestemmelsestrang og dyreværnsforkæmpere har ført til lokale forbud mod tyrefægtningen i de fleste byer med undtagelse af Barcelona.

En række forfattere herhjemme, herunder H.C. Andersen, Tom Kristensen, Johannes V. Jensen og Klaus Rifbjerg, har også afgivet deres dom. Andersens blinde danske bøgeskovssind blev forfærdet, og han kaldte ritualet en rå, afskyelig folkeforlystelse. Kristensen blev oprømt og fik en prikkende fornemmelse over hele kroppen. Rifbjerg var begejstret i 1970’erne. Mens hans sekundant, journalist og forfatter, Ebbe Traberg, var den mest lidenskabelige, og stadig omtalt med stor respekt blandt spanske aficionados, som kendte ham personligt. Den mest kritiske er Johannes V. Jensen. Da han som korrespondent var i Spanien for at dække den spansk-amerikanske krig i 1898, skrev han med afsky om tyrefægtningen og ikke mindst det spanske folk. Begejstret som han var for den nye verden over Atlanten, bliver det europæiske ritual med rødder i antikken gjort til symbol på den spanske races degeneration og seksuelle perversioner.

Blandt publikum betragtede han ”udsøgte Damer sidde paa Balkonerne med deres kadavarblaa Ansigter ludende frem.” I arenaen så han ”Akrobater, forvovne Luftspringere”, .. ”Capeadorer løber om og vifter med deres Kapper, deres former fordrejet af Stads, Kager af Pynt, Pomponer, Pailleter.” Spaniernes forfald var kun et spørgsmål om tid. ”Langsomme Gebrækkeligheder og endeløse Gudstjenester skal fortære dem. De skal udslettes direkte og gennem Blanding med bedre Folk”.

Men Spanien er ikke gået under, og noget kunne tyde på Ernst Hemingway er den udlænding, som har bedst fat i tyrefægtningens væsen, når han betegnede den som en spansk institution, der aldrig har ”eksisteret af hensyn til udlændinge eller turister, men altid på trods af dem”. I Døden kommer om eftermiddagen ærgrer han sig derfor over, at man for at tækkes udlændinge i 1930erne indførte pansring af picadorenes heste, så de gamle værdiløse krikker, ikke fik sprættet bugen op af tyrens horn og hjælpeløst skvattede rundt i deres tarme. Et uundværligt et komisk indslag i den græske tragedie med tyren i en hovedrolle, som tyrefægtningen i Hemingways øjne var, blev dermed barberet væk.

Ingen dans på roser

På Hemingways tid var tyrefægtning en billet ud af elendighed. Ligesom sorte kunne bokse sig ud af ghettoen, forfulgte unge spaniere tyrefægtningen, som en vej ud af fattigkvarteret eller en tilværelse som daglejer. Ofte endte drømmene om at blive matador i en ubarmhjertig vagabond-tilværelse på de allernederste samfundstrin.

Så galt går det sjældent i dag, hvor uddannelsen er blevet formaliseret.

Mere end 1000 unge drenge og piger søger årligt ind på de 56 kommunale escuelas taurinas, der findes i Spanien. Under en procent opnår det endelige mål; at blive matador de toros. Men modsat tidligere, hvor kampen for at blive tyrefægter betød, at man måtte opgive alt andet, får de unge takket være tyrefægterskolerne i dag mulighed for at passe deres studier samtidig med, at de lærer tyrefægtningens grundprincipper.

I byen Ecija i det centrale Andalusien samles byens børn og unge på den lokale plaza de toros. Piger og drenge helt ned i otteårsalderen øver sig med små muletas og capotes, mens de på skift agerer tyr. Hver aften kommer de for at lære tyrefægtningens grundlæggende teknikker, og den praktiske træning suppleres med teoretiske lektioner i det nærliggende skolelokale. Midt i flokken af børn af unge står skolens leder Pepe Luís Vargas og viser, hvordan man skal holde muletaen foran kroppen. De unge efterligner hans bevægelser, og to og to øver de teknikken, idet den ene leger tyr og den anden fører ”tyren” rundt om sig med kappen.

”Jeg lærer dem kun teknikken. At beherske redskaberne. Det kunstneriske udtryk, som er fundamentalt for tyrefægtningen, er noget hver enkelt må finde inde i sig selv. Mødet mellem mand og tyr kræver mod og teknik – men det kræver også en kunstnerisk sjæl, kreativitet og indlevelse. Det kan jeg ikke lære dem, men jeg kan hjælpe dem til at forløse deres potentiale”, fortæller Pepe Luís Vargas, og forsætter:

”Man kan sagtens gå her på skolen selv om man aldrig nogensinde kunne finde på at slå en tyr ihjel eller ikke bryder sig om, at tyren bliver slået ihjel. Det er meget langt fra den daglige undervisning. Vi lærer børnene nogle grundlæggende teknikker, som lægger til grund for tyrefægtning, og vi giver nogle grundlæggende værdier videre, som kan bruges i alle sammenhænge. Det er meget vigtigt for mig, at børnene får mulighed for at blive udviklet som mennesker, at de lærer at sætte sig mål, at følger deres drømme og at forstå, at det også forpligter, hvis man ønsker at realisere sine mål. Først og fremmest handler det om, at lære børnene at tage ansvar. Derefter er det op til den enkelte at gøre op med sig selv, om han eller hun har lyst til at forsøge, at blive tyrefægter.”

Det er de færreste, som har potentialet til at blive matador de toros. For de fleste er aftenerne hos Pepe Luís Vargas da også mere leg end alvor. Men en gang imellem får Pepe Luís øje på en dreng eller pige, som er gjort af det særlige stof, som skaber tyrefægtere. Angel Jiménez er blot 16 år gammel, men han har allerede givet prøver på sit store talent og sin vilje til at overvinde angsten og de uundgåelige møder med tyrens horn. I denne sæson har han sejret i alle de konkurrencer, han har deltaget i, og overalt i byen hænger billeder af den unge tyrefægter. Modsat matadoren i Málaga, Cayetano Ordóñez, kommer Ángel Jiménez fra meget beskedne kår. Begge hans forældre er daglejere. Ángel drømmer om triumferne, men ikke kun for at forløse en iboende kunstnerisk nødvendighed. Hvis han kan kæmpe sig frem til matador kan han også ændre sin families økonomiske levevilkår og bringe respekt og stolthed over familienavnet.

Kunstneren

Måske har Ángel Jiménez det, der skal til. Men vejen til at blive matador er lang og ubarmhjertig. Og skulle man nå så langt, er der ikke udsigt til en behagelig tilværelse i solsiden. Med dens konstante selvovervindelse, fysiske belastning og krav om dødsforagt, er tyrefægtning en profession, som udover talentet forudsætter stor offervilje. Hvert år er der hundredvis af tyre, der får fat i manden bag kappen. Men mobile akutenheder og de medicinske fremskridt har gjort dødsfald er sjældne, til forskel fra blot et par årtier siden, hvor det var hverdagskost. Det, som på overfladen kan det synes som en glamourøs og romantisk livsstil, er i praksis en barsk og risikabel profession.

At flere og flere matadorer i dag er velstillede sønner af tidligere matadorer alligevel vælger professionen, vidner ifølge den anerkendte tyrefægtningsskribent Carlos Abella om, at tyrefægtningen har kunstnerisk og mytisk tiltrækningskraft.

”Tænk engang, en fyr på 20 år, som vælger at gå i faderens fodspor, i stedet for at blive læge, advokat, økonom. Alligevel vælger han, at blive tyrefægter, med al den risiko, lidelse, fysisk smerte, kamp og kontinuerlig livsfare det medfører. Han gør det ikke længere pga. økonomisk nødvendighed, som for 50 år siden. Mange af dagens tyrefægtere kommer fra velstillede familier. De behøver det ikke, de vælger det for kunsten. Tyrefægtning er langt mere end blot en måde at tjene til dagen og vejen. Det er tættere på et kald eller en kunstnerisk nødvendighed. En dybere mening om man så må sige.”

Denne dybere mening lå for Hemingway i tragedien. En tragedie der blev forløst i det han kaldte ”Sandhedens øjeblik”, hvor Matadoren – eller dræberen – skal stikke sin kårde i tyren. Her kan matadoren ikke længere postulere, at han er modig. Her skal han vise det. For aftenens matador i arenaen i Málaga, Cayetano, er der en vis retfærdighed i øjeblikket.

”Drabsøjeblikket er det tidspunkt, matadoren må udsætte sig selv for allerstørst fare. Det er kun rimeligt, at han sætter sit eget liv på spil for at tage tyrens liv”, siger dræberen, hvis far blev dræbt af en tyr.











Tags: tyrefægtning er, kunsten. tyrefægtning, tyrefægtning, spanien, aldrig, populært