DANSKE HANDICAPORGANISATIONERS POLITIKPAPIR OM BOLIGER FREM FOR INSTITUTIONER MENNESKER

DANSKE ANLÆGSGARTNERES FAGLIGE STANDARDFORBEHOLD UDGIVET AF DANSKE
+ 0 IP NR DANSKERNE OG DET OFFENTLIGE 
7 DR PENGE HVAD KOSTER ASKESKYEN DET DANSKE SAMFUND?

ANSØGNINGSSKEMA TIL DEN DANSKE DORIS ALLEN STØTTEFORENING ANSØGNING OM
BANK DEN DANSKE STAT CO MILJØSTYRELSEN (DANISH ENVIRONMENTAL PROTECTION
CIVILSAMFUNDSRAPPORT TIL DEN DANSKE REGERINGS FØRSTE PERIODISKE RAPPORT TIL

Den


Danske Handicaporganisationers politikpapir om boliger frem for institutioner


Mennesker med handicap har ret til på lige fod med andre mennesker at vælge, hvor og sammen med hvem, de vil bo. Uanset behovet for hjælp og støtte, har mennesker med handicap ikke pligt til at tage ophold i en bestemt boform – og støttebehovet må aldrig blive styrende for valget af bolig. Denne ret er fastslået i handicapkonventionens artikel 19.a:


Mennesker med handicap har mulighed for at vælge deres bopæl, samt hvor og med hvem de vil bo, på lige fod med andre og ikke er forpligtet til at leve i en bestemt boform


På trods af, at institutionsbegrebet for voksne blev ophævet med serviceloven i 1998, eksisterer institutionsbegrebet fortsat i praksis. Der bygges og tænkes institutionelt, og hjælpen til borgere med et særligt støttebehov tilrettelægges overvejende med udgangspunkt i en institutionel kultur.


DH mener, udviklingen skal vendes nu. Derfor dette politikpapir.


Retten til selvbestemmelse

Langt de fleste mennesker med et handicap finder selv en egnet og passende bolig på det åbne boligmarked. Men en mindre gruppe mennesker med handicap har så svære fysiske, mentale eller kognitive funktionsnedsættelser, at de har behov for et boligtilbud, som de visiteres til enten efter serviceloven eller almenboligloven. Dette politikpapir retter sig mod denne gruppe af mennesker. I dag er ca. 17.000 borgere visiteret til et botilbud, fordi det skønnes, at deres behov for omfattende hjælp i almindelige daglige funktioner ikke kan dækkes på anden vis.


Denne gruppe af mennesker med handicap skal have mulighed for at bosætte sig efter eget ønske. Opgøret med institutionstænkningen betyder, at man har ret til at vælge, hvordan man vil bo – og hvor kollektiv, man ønsker at være. Det skal være muligt at flytte, når ens livssituation ændrer sig. Derfor skal boligmassen være så bred og mangfoldig, at den er i stand til at omfatte de behov, som mennesker med meget forskellige funktionsnedsættelser har. Mennesker med handicap skal have mulighed for at bo lige så forskelligt og spredt, som alle andre.


Det er ikke acceptabelt, at mennesker med handicap placeres i institutionelle ’pakkeløsninger’, hvor den støtte, som den enkelte har brug for, knyttes sammen med boligen. Eksempelvis, at der er fælles sengetider, så den enkelte ikke selv kan bestemme, hvornår man vil i seng. Det er ikke borgeren, der skal flytte hen til hjælpen, men hjælpen, der skal komme til borgeren. Uanset, hvor denne bor.


Mennesker med handicap har ret til en selvstændig og egnet bolig svarende til den boligstandard, der i øvrigt gælder for andre i samfundet.


Ofte bliver alternativet til institutioner opfattet som ”et liv i ensomhed”. Men det er en falsk modsætning, der blokerer for udvikling. DH tror ikke på, at man kan visitere sig ud af ensomhedsproblemet.


Boligen er den private ramme om et liv på egne betingelser, og alle skal have mulighed for at skabe ”sit eget hjem”. Hjemmet er en helle – et sted og et frirum, hvor den enkelte selv bestemmer, uanset graden af behov for hjælp. Det er det, der udgør et hjem.


For at sikre, at det er den enkeltes ret til at vælge, der sættes i centrum, så er der en række forudsætninger, som skal være opfyldt.


Adskillelse af bolig og service

Bolig og service skal adskilles fuldstændigt. Støtte og hjælp skal udmåles på baggrund af en individuel og konkret vurdering af den enkelte borgers behov efter servicelovens bestemmelser. Det skal ikke være sådan, at en bestemt type støtte kun kan ydes med udgangspunkt i en bestemt type bolig. Der skal gøres op med de eksisterende institutionelle ”pakkeløsninger”, der betyder, at den enkelte bliver siamesisk tvilling med sin bolig og sine naboer. Hjælpen skal ikke være styrende for, hvor du skal bo. Denne adskillelse af bolig og service er helt afgørende for at nedbryde den institutionelle tænkning, der dominerer indsatsen i dag.


DH mener, at bolig og service skal adskilles i praksis ved en eksplicit ændring af lovgivningen. Forpligtelsen til at formidle den relevante bolig skal lovgivningsmæssigt adskilles fra forpligtelsen til at udmåle hjælp og støtte på baggrund af en konkret og individuel vurdering af borgerens behov.


Inkluderende boligmiljøer

Overalt, hvor der opføres boligbyggerier, skal mennesker med handicap også kunne bo. Der skal tænkes i almindelige boligbebyggelser frem for, at mennesker med handicap placeres i særlige boliger. Uanset deres individuelle behov for støtte. Boliger til mennesker med handicap skal ikke placeres afsides. Der skal ikke være ghettoer for mennesker med handicap. Udgangspunktet skal være, at boliger til mennesker med funktionsnedsættelse skal være og placeres, som de boliger, mennesker uden funktionsnedsættelse bor i. Der skal være en alsidig boligmasse, så boligmassen kan benyttes af alle borgere. Synlighed er en forudsætning for inklusion og respekt for mangfoldighed.


Af handicapkonventionens artikel 4 fremgår det bl.a., at landene skal fremme et universelt design, så der er mindst mulig brug for tilpasning. En bolig, der er opført ud fra universelt design, giver adgang for alle, uanset eventuel funktionsnedsættelse. Alle skal have de samme muligheder for at udfolde sig ubesværet. Det betyder, at fremtidens boliger skal være så fleksible som muligt, så de kan indrettes efter mangfoldige behov. Med et universelt design tages der højde for den udvikling, som et menneske gennemgår i løbet af livet – alle kan få en midlertidig eller kronisk funktionsnedsættelse. Der kan med fordel indtænkes brugen af velfærdsteknologi i forhold til, at den enkelte kan blive så selvhjulpen som muligt i sin bolig.


DH mener, at der skal stilles krav til kommuner og bygherrer om, at hver gang, der opføres og bygges nye boliger, skal mennesker med handicap kunne bo der. Uanset graden og karakteren af deres funktionsnedsættelse.


DH mener, at det er nødvendigt at se på fortrinsadgangsbestemmelserne, når det handler om at skabe mere inkluderende boligmiljøer.


Afskaf servicelovens § 108 om længerevarende botilbud

DH mener ikke, der er grundlag for at opretholde servicelovens § 108, da denne bestemmelse netop fastholder sammenhængen mellem støttebehov og boligvalg. Dermed understøtter § 108 institutionelle ”pakkeløsninger” og er i modstrid med servicelovens intentioner om at afskaffe institutionsbegrebet for voksne. Med en fuldstændig adskillelse af bolig og service er der ikke længere nogen begrundelse for at opretholde kommunernes mulighed for at opføre botilbud efter servicelovens § 108. Det vil samtidig betyde en afskaffelse af indviklede og snørklede betalingsregler.


DH mener, at der fortsat er behov for, at det offentlige må påtage sig en anvisningspligt i forhold til at hjælpe denne gruppe borgere med at finde egnede boliger. Det skal understreges, at denne offentlige anvisningspligt aldrig må give det offentlige ret til at tilsidesætte den enkeltes ret til at vælge, hvor og med hvem vedkommende vil bo, jf. handicapkonventionens art. 19. Kommunernes forsyningsforpligtelse skal derfor fastholdes, så det sikres, at der kan stilles relevante boliger til rådighed. Den nødvendige hjælp og støtte skal efterfølgende udmåles individuelt efter de relevante bestemmelser i serviceloven.


Samfundet skal bevare ansvaret i forhold til at hjælpe mennesker med handicap til at finde en egnet bolig. En bolig, som den enkelte kan betale.


Samfundet skal samtidig have initiativpligt til at rådgive og vejlede samt forberede unge med handicap på at flytte hjemmefra. Overgangen fra forældrebolig til egen bolig kan være vanskelig. Kommunerne skal derfor forpligtes til at være opsøgende over for hjemmeboende unge, så de ikke skal bo hjemme det meste af deres voksenliv.


Der er fortsat et behov for adgang til et kombineret bolig og behandlingsbehov for en gruppe af borgere, fx når mennesker med funktionsnedsættelse udskrives fra psykiatrisk behandling. Derfor er der behov for, at de midlertidige botilbud efter servicelovens § 107 opretholdes.


DH mener, at servicelovens § 108 skal afskaffes og erstattes med en ren anvisningsforpligtelse: Kommunen har pligt til at anvise borgere, der på grund af en væsentlig fysisk, psykisk eller kognitiv funktionsnedsættelse har svært ved selv at være aktivt boligsøgende, en egnet og tidssvarende bolig.


DH mener, at der samtidig er behov for at præcisere servicelovens § 107 om midlertidige botilbud, så man sikrer, at disse tilbud alene er målrettet borgere, hvor behandling mv. er af tidsbegrænset varighed.


Bred tilbudsvifte

Der skal sikres tilgang til en bred vifte af boliger, så mennesker med handicap ikke placeres i bofællesskaber, men har mulighed for adgang til en række forskellige boliger, herunder almene boliger. Ligesom alle andre har mennesker med handicap forskellige ønsker for, hvordan de vil bo, og forskellige boligbehov gennem livet. Mennesker med handicap skal ikke nødvendigvis bo i den samme bolig hele livet, men have samme muligheder, som alle andre, for at vælge at bo alene, sammen med familie, i bofællesskab, på kollegium mv. Mennesker med handicap skal have mulighed for at flytte til andre boliger, når deres livssituation ændrer sig, fx når man danner par.


Det er væsentligt, at mennesker med handicap har råd til at betale huslejen. Målgruppen omtalt i dette politikpapir har en generel lav livsindkomst sammenlignet med andre i samfundet.


DH mener, at der skal skabes nye boliger for mennesker med handicap, så mennesker med handicap får mulighed for at skifte bolig ud fra deres livssituation.


DH mener, at der ikke må bygges på en måde, der betyder at mennesker med handicap ikke får mulighed for at kunne vælge, hvilken bolig de ønsker at bo i.


Tidssvarende boliger skal sikre privatlivet

Privatlivets fred er ukrænkelig. Mennesker med handicap skal uanset bolig beskyttes mod vilkårlig indblanding i deres privatliv, familieforhold og hjem. Denne ret er fastslået i handicapkonventionens artikel 22. Behovet for støtte skal ikke medføre, at retten til privatliv gradbøjes. Privatliv betyder, at den enkelte borger uden indblanding bestemmer over sit hjem, dets indretning, om der skal være besøg mv. Nogle borgere har behov for hjælp og støtte til at udtrykke deres vilje og ønsker for deres privatliv. Men alle har behov for privatliv.


Retten til privatliv indebærer bl.a., at den enkelte har egen indgang til sin bolig, og at boligen kan aflåses, og at der er selvstændigt bad, toilet og køkken i boligen. Borgerens bolig er et hjem, hvor privatlivet kan udfolde sig, og er ikke primært en arbejdsplads for de personer, der skal yde støtte og hjælp.


DH mener, der er behov for modernisering af utidssvarende boliger samt etablering af tidssvarende boliger, som kan sikre de fysiske rammer om privatlivets fred. Boliger til mennesker med handicap skal modsvare boligstandarden i dagens Danmark i øvrigt.


DH mener endvidere, at det kan være nødvendigt at lade en del af de mest institutionslignende boliger nedrive eller overgå til andre formål. Det er – ligesom det har vist sig på andre ghettoområder – nødvendigt at sikre en ny start for at komme den eksisterende institutionskultur til livs.


Selvbestemmelse

Selvbestemmelse og indflydelse på eget liv er fundamentalt og sikret i handicapkonventionens art. 3. Selvbestemmelse handler om at træffe beslutning i både stort og småt. Både om hverdagsagtige og praktiske forhold, som hvilken farve bluse, man skal have på, hvad man skal have at drikke mv., og om andre forhold, der vedrører det daglige liv. For eksempel deltagelse i forskellige former for aktiviteter og fritidsinteresser.


Selvbestemmelse stiller derfor krav til den pædagogiske støtte om at understøtte det enkelte menneske i at blive så selvhjulpen og selvbestemmende som muligt. Men behovet for pædagogisk støtte til selvudfoldelse betyder ikke, at den enkelte nødvendigvis skal være omgivet af specialpædagogisk bistand altid.


Det skal ikke være personalenormering og personalets vagtskemaer, der er styrende for, hvornår og hvordan aktiviteterne finder sted. For eksempel, hvornår man står op, kommer hjem, spiser, bader, går i seng, hvilke film man skal se i biografen og meget mere. Indsatsen skal tilrettelægges med udgangspunkt i den enkeltes ønsker og behov. Ellers er selvbestemmelse en illusion.


DH mener, at der er behov for en udvikling af holdningerne inden for det pædagogiske felt, så mennesker med handicap selvstændiggøres på det højst mulige niveau – og ikke overbeskyttes.


DH mener, at der er behov for kompetenceudvikling af personale til at håndtere det svære dilemma mellem selvbestemmelse og omsorgssvigt.

















Dokument oprettet 29-06-2011

Sag 10/853 – Dok. 5334/11 MMH/kft


5




DANSKE ÆLDRERÅD INVITERER TIL KONFERENCEN HVEM HAR ANSVARET NU
DANSKE HANDICAPORGANISATIONERS POLITIKPAPIR OM BOLIGER FREM FOR INSTITUTIONER MENNESKER
DANSKE UNIVERSITETER VIRKSOMHEDER I STATENS KONCERN? SUSAN WRIGHT


Tags: boliger frem, institutionslignende boliger, handicaporganisationers, mennesker, danske, politikpapir, boliger, institutioner